Skip to main content
Emne

Hjælp vedrørende stoffer

Vi støtter vores community

Hos TikTok ønsker vi at skabe et støttende miljø, hvor alle i vores community kan udtrykke sig frit. Dette omfatter de stadig større fællesskaber af mennesker, der benytter de muligheder, som TikTok giver, for at få kontakt til, støtte fra eller lære af dedikerede organisationer og ligesindede, der er blevet påvirket af brugen af stoffer (herunder euforiserende stoffer, alkohol og tobak).

Vi er klar over, at alle har holdninger til og eventuelt egne erfaringer med brug af stoffer. Uanset hvad, ønsker vi at tilbyde information, der kan være med til at skabe et trygt miljø og hjælpe brugerne til at træffe mere sikre valg. Derfor har vi indgået et samarbejde med eksperter, der har hjulpet os med at udarbejde en række værktøjer.

Disse værktøjer er beregnet til alle:

  • der ønsker at lære mere om, hvordan stofbrug kan påvirke dit sind, din krop og din adfærd
  • der måske overvejer at bruge eller i øjeblikket bruger stoffer
  • der søger oplysninger om, hvordan man kan ændre sit forhold til stoffer
  • der er bekymret for en person, der er påvirket af stofbrug
  • der leder efter et støttende community, hvor de kan dele deres erfaringer
  • der ønsker en støttende dialog om de skader, der kan være forbundet med stofbrug

Stofbrug kan være svært at tale om. Vi håber, at værktøjerne og informationerne på denne side kan hjælpe med at støtte dig og dine nærmeste.

Typiske spørgsmål

Stofbrug refererer til brugen af forskellige typer stoffer som fx euforiserende stoffer, alkohol eller tobak. Stoffer bruges på mange måder; nogle prøver det blot for sjov, mens andre bruger dem regelmæssigt eller udvikler en afhængighed af et stof (også kendt som stofmisbrug). Læs mere om de forskellige former for stofbrug nedenfor.

Eksperimentel brug

Nogle eksperimenterer med stoffer fx til en fest. De har generelt ikke en stærk trang til at tage stoffet og tænker ikke på det, før de skal til at tage det. De prøver det mest for nysgerrighedens skyld eller for at have det sjovt. Deres liv kredser ikke om deres stofbrug, men sker blot når lejligheden byder sig.

Rekreativt brug

Rekreativt brug er, når et stof bruges regelmæssigt uden et medicinsk formål. Stofbrug kan for nogen være en del af en rutine, ligesom andre fx drikker alkohol hver weekend, før de går i byen.

Misbrug

Misbrug er, når et stofbrug er blevet hyppigere og mere risikofyldt, og når det begynder at have negativ indvirkning på personens liv. Personer, der misbruger stoffer, vil fortsætte med at bruge stofferne, selvom det skaber problemer i deres liv. Med dette omfang vil venner eller familie måske have henvendt sig for at snakke om personens stofbrug.

Afhængighed

Afhængighed af et stof opstår, når kroppen har brug for stoffet for at føle sig “normal.” Hvis man holder op med at tage stoffet, vil det give abstinenssymptomer som træthed, angst/depression, svedeture, opkastning, anfald eller hallucinationer. Afhængighed kan også ske med stoffer på recept fra en læge.

Stofmisbrug

Personer, der er fanget i stofmisbrug, fortsætter med at bruge et stof på trods af de skader, det forårsager dem selv og andre. De har måske prøvet at stoppe, men trang og abstinenser er for stærke til at kunne overvindes. Alle kan blive fanget i afhængighed. Det er ikke et valg – det er en sygdom, der kan behandles, og der er mange forskellige behandlingsmuligheder baseret på den enkeltes behov. Afhængighed betyder ikke, at man mangler disciplin – afhængighed er en sygdom.

Ingen kan med sikkerhed vide, hvordan stoffer vil påvirke dem. Men på det seneste er det yderligere blevet sværere at vide med sikkerhed, om et stof virkelig er det stof, som man tror, det er. De to hovedårsager er fentanyl og falske stoffer.

  • Fentanyl er et kraftigt, syntetisk opioidstof. Der er 2 typer fentanyl: 1) medicinsk kvalitet (lavet af farmaceutiske virksomheder med kontrollerede doser) og 2) “ulovlig” fentanyl, fremstillet af personer, der ulovligt sælger eller forhandler lægemidler uden nogen medicinsk regulering. Ulovlig fentanyl tilsættes nogle gange andre stoffer i hemmelighed, fordi det er billigere at fremstille og mere kraftfuldt end mange andre stoffer. Fentanyl er blevet tilføjet til forfalskede piller (der ligner receptpligtige opioide smertestillende midler, men er fremstillet af personer, der sælger ulovlige stoffer), eller blandet med stoffer som heroin, kokain og metamfetamin. Blot 2 milligram fentanyl, svarende til et par saltkorn, er nok til at slå et menneske ihjel. Derfor er fentanyl en af de største årsager til dødsfald i forbindelse med overdosis af lægemidler. Selv hvis man tror, at man ved, hvilket stof man tager, kan blot én indtagelse være dødbringende.
  • Forfalskede eller falske receptpligtige piller som benzodiazepiner (ofte kaldet “gade-benzo’er”) har vist sig at være farligt potente og/eller at indeholde andre meget skadelige og farlige stoffer, der ikke er egnet til medicinsk brug, hvilket fører til hospitalsindlæggelser og dødsfald.

Du har måske hørt udtrykket “skadesreduktion“. Denne sætning beskriver tilgange, der reducerer de risici, der er forbundet med stofbrug. Skadesreduktion handler ikke om at sige, at det er i orden at bruge stoffer, eller at det er sikkert. Det er en måde at beskytte og støtte mennesker, der bruger stoffer, og tilskynde til positive ændringer uden at dømme dem.

Eksempler på skadesreduktion:

  • Medicin som naloxon, der hurtig kan vende en opioidoverdosis, og anden medicin, der kan behandle opioidafhængighed.
  • Adgang til mere sikre forsyninger og mere sikre måder at bortskaffe stofferne på samt test for sygdomme, der kan spredes ved brug af visse typer stoffer.

Recovery er en proces, hvor en persons generelle velbefindende forbedres efter udfordringer med stofbrug. Der er mange veje til bedring, og processen er forskellig fra person til person. Derfor kan recovery også have forskellige betydninger – for nogle er nøglen afholdenhed fra alle stoffer, mens det for andre kan være håndtering af de følelser, der kan opstå, når man vælger at stoppe et stofbrug. Husk derfor på, at recovery ikke er en lineær proces. Tilbagefald kan være helt almindeligt, men det betyder ikke, at man har fejlet eller aldrig kan opnå sin egen definition af recovery, for alle erfaringer viser, at recovery er muligt.

Stigma defineres i denne forbindelse som negative holdninger, frygt, misforståelser og stereotyper om mennesker, der bruger stoffer eller lever med afhængighed. Stigmatisering er en af de mest almindelige årsager til, at personer ikke søger behandling for deres stofbrug. Alle kan bidrage til at mindske stigma ifm. stofbrug – og en oplagt måde er ved at ændre den måde, vi taler om stofbrug.

Hos TikTok bruger vi det engelske begreb “Person-firstlanguageifm. stofbrug. Det betyder, at vi ikke definerer en person ud fra en bestemt adfærd eller diagnose, så i stedet for at omtale en person som stofmisbruger, siger vi “enn person der bruger stoffer”. Dette er ikke-fordømmende og behandler i stedet mennesker, der oplever afhængighed, med respekt og empati – det er et vigtigt skridt i retning mod at mindske stigmatisering i forbindelse med stofbrug.

Herunder er en række eksempler på, hvordan vi bruger “Person-first language”, der kan hjælpe til at mindske stigma ifm. stofbrug.

I stedet forBrug
StofmisbrugUdfordringer med stofbrug
StofbrugerEn person, der bruger stoffer
Misbruger, narkoman, stofmisbrugerEn person, der lever med eller oplever afhængighed af stoffer
Tidligere misbrugerEn person i recovery
AlkoholikerEn person med alkoholmisbrug
Ædru/cleanEn person i recovery
Holdt sig cleanEn person der fortsat er i recovery

En overdosis er, når en person tager for meget af et stof, og kan ofte være dødelige. Hvis du har mistanke om, at nogen har taget en overdosis, skal du straks ringe til alarmcentralen. Flere lande og stater har særlige love, der beskytter mod anholdelse, sigtelse eller retsforfølgning for besiddelse af stoffer eller udstyr hertil, når personer, der oplever eller er vidne til en overdosis, ringer til alarmcentralen.

Symptomer på overdosis varierer afhængigt af stoffet, men kan omfatte:

  • Ekstremt blegt og/eller svedigt ansigt
  • Slaphed i kroppen eller ekstrem svaghed
  • Lilla/blå fingernegle eller læber
  • Voldsom opkastning
  • Bevidstløshed eller ude af stand til at vågne op eller tale
  • Meget langsom eller ingen vejrtrækning
    • Hurtigere vejrtrækning (ved stimulanser som kokain og meth)
  • Langsom puls eller ingen puls
    • Hurtig eller uregelmæssig puls (ved stimulanser som kokain og meth)
  • Lyd af kvælning eller gurglen
  • Lav kropstemperatur
    • Feber (ved stimulanser som kokain og meth)
  • Intense mavesmerter
  • Krampeanfald
  • Små pupiller

Hvis de opdages i tide, kan opioidoverdoser afværges med medicinen naloxon (sælges under mærkenavnene Narcan, Evzio eller Kloxxado), som er et livreddende lægemiddel, der modvirker effekten af opioider i kroppen i tilfælde af en overdosis. I mange lande kan naloxon købes i håndkøb eller på apoteker uden recept eller fås gratis via det offentlige sundhedssystem.

For mere information om, hvad du skal gøre, hvis du er vidne til en mulig overdosis, se Talk to Frank.

Vær altid forsigtig med oplysninger om stofbrug, som du finder online, herunder også på TikTok. Folk kan dele mange meninger om stofbrug, hvor ikke alle er baseret på fakta. Sørg derfor altid for at tjekke de oplysninger, du finder online. På denne side finder du fakta om almindelige typer af stoffer og links til yderligere information.

Vi tilbyder pålidelig information om forskellige typer stoffer, herunder narkotika og alkohol, og deler fakta om de mest almindelige stoffer, herunder hvad de er, hvordan det føles at tage dem samt de risici, der er forbundet med dem.På denne side bruger vi stoffernes formelle navne, men de går ofte også under forskellige dæknavne eller såkaldte “gadenavne”.

Hvad er opioider? Opioider er lægemidler, der kan have en stærk smertelindrende effekt på sind og krop. Der findes forskellige typer opioider, herunder:

  • Receptpligtige smertestillende opioider: Fås i pille- eller tabletform, som fx oxycodon og hydrocodon
  • Heroin: Et ulovligt opioidstof udvundet af morfin, som kan ryges, injiceres eller sniffes. Receptpligtige opioider og heroin er strukturelt sammenlignelige. Ved at binde sig til receptorer i hjernen, der lindrer smerte, giver både receptpligtige opioider og heroin den samme eurofoiske følelse.
  • Fentanyl: Kan ordineres til patienter med stærke smerter eller personer med kroniske smerter, som har intolerance over for andre opioider. Der findes to typer fentanyl:
    • 1) farmaceutisk kvalitet (fremstillet af farmaceutiske virksomheder for at kontrollere doserne) og
    • 2) “ulovlig” fentanyl, fremstillet af personer, der ulovligt sælger eller forhandler lægemidler uden medicinsk regulering.
    • Ulovlig fentanyl tilsættes nogle gange i hemmelighed til forfalskede piller (der ligner receptpligtige opioide smertestillende midler, men er fremstillet af personer, der sælger ulovlige stoffer) eller blandes med stoffer som heroin, kokain og metamfetamin.
    • Blot 2 milligram fentanyl, svarende til et par saltkorn, er nok til at slå et menneske ihjel. Derfor er fentanyl en af de største årsager til dødsfald i forbindelse med overdosis af lægemidler.
  • Kodein: Bruges almindeligvis som hostesaft, men kan også fås i tabletter. Det er svagere end andre opioider, men påvirker hjernen på samme måde.
  • Morfin: Gives oftest intravenøst på hospitaler. Når det er ordineret til en patient, kan det indtages som en tablet, via et plaster eller en stikpille.

Hvad er risiciene? En overdosis af opioid kan ske for enhver – hvad end de er ordineret af en læge eller anskaffet ulovligt, og også selvom det er første gang, du tager dem. For stoffer købt ulovligt er der risiko for, at stoffet kan indeholde ulovlig fentanyl, der er en af de største årsager til dødsfald på grund af overdosis i USA. Risikoen for overdosis øges, når opioider tages sammen med andre lægemidler, der sænker pulsen og vejrtrækningen, som fx alkohol, receptpligtig beroligende og angstdæmpende medicin samt andre opioider. En person, der rammes af en overdosis af opioider, kan udvise følgende symptomer:

  • Ekstremt blegt og/eller svedigt ansigt
  • Slap krop
  • Lilla/blå fingernegle eller læber
  • Opkastning
  • Bevidstløs eller ude af stand til at vågne op eller tale
  • Meget langsom eller ingen vejrtrækning
  • Langsomt hjerteslag eller ingen puls
  • Små pupiller

Naloxon er et livreddende lægemiddel, der modvirker virkningerne af opioider i tilfælde af en overdosis. I mange lande kan naloxon købes i håndkøb eller på apoteker uden recept. Naloxon fås som næsespray eller injicerbart lægemiddel. Efter at have givet naloxon skal du straks ringe til alarmcentralen, for virkningen holder kun i 30-90 minutter. Hvis personen ikke reagerer inden for 3 minutter efter at have fået naloxon – hvis personen fx ikke vågner – skal du give personen endnu en dosis. Bliv hos personen, indtil der kommer hjælp.

Hvad er de kort- langsigtede virkninger? Kortsigtede virkninger af opioidbrug kan omfatte smertelindring, døsighed, kvalme, forstoppelse, eufori, langsom vejrtrækning eller død som følge af overdosis. For nogle mennesker kan regelmæssig brug af opioider føre til afhængighed. Langsigtede virkninger kan derfor omfatte udvikling af afhængighed, mavekramper, lever- eller nyresygdom og infektioner eller skader relateret til brug af nåle.

Hvad er alkohol? Alkohol fremstilles ved gæring af gær, sukker og stivelse. Alkohol er det mest almindeligt anvendte stof i verden. Der findes mange typer alkohol, herunder øl, vin og spiritus (som fx vodka, tequila, rom, gin og whisky). Alkohol findes også i andre typer drikkevarer som læskedrikke, te eller kombucha.

Hvad er risiciene? Det er muligt at overdosere alkohol, som også kaldes alkoholforgiftning. En person, der er bevidstløs eller ikke kan vækkes, kan have fået alkoholforgiftning og risikere at dø. Hvis du har mistanke om, at nogen har alkoholforgiftning, skal du straks ringe til alarmcentralen. Tegn på alkoholforgiftning kan være:

  • Forvirring
  • Voldsom opkastning
  • Krampeanfald
  • Langsom eller uregelmæssig vejrtrækning
  • Blålig eller bleg hud
  • Lav kropstemperatur
  • Besvær med at forblive ved bevidsthed
  • Besvimet/bevidstløs og kan ikke vækkes

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af alkohol kan omfatte, at man bliver mere snaksalig, udadvendt eller afslappet, men det kan også føre til angst eller aggressiv adfærd. Ved store mængder alkohol kan det føre til sløret tale, udfordringer med koordinationen eller bevidstløshed. Næste dag kan der opleves tømmermænd, herunder forsinket reaktionstid, gangbesvær, motoriske udfordringer, forvrænget virkelighedsopfattelse, mindskede hæmninger, forringet dømmekraft, opkastning, koma eller besvimelse. De langsigtede virkninger af alkoholforbrug kan omfatte reduceret niveau af testosteron/impotens, leversygdomme, kræft eller mavesår. Alkohol kan også forårsage rynker, tør hud og permanent rødmen i ansigtet.

Hvad skal jeg ellers vide? At blande alkohol og andre stoffer – som opioider, receptpligtige beroligende midler, kokain, metamfetamin og ketamin – kan være meget farligt. Det kan nedsætte vejrtrækningen, hvilket reducerer iltgennemstrømningen og får hjernen til at lukke ned for organer. Alkohol kan også føre til skader og ulykker, især hvis man kører efter at have drukket. Det er farligt at køre bil, hvis man er påvirket af selv ganske få genstande, og kørsel i beruset tilstand kan være lige så farligt som at køre hvis man er fuld. Alkoholpåvirket kørsel er årsag til hundredtusindvis af dødsfald hvert år globalt.

Hvad er tobak? Tobak er en plante, hvor bladene tørres og bruges til fremsttilling af fx cigaretter. Det kemiske stof i tobak, der kan give følelsen af nydelse eller øget energi, kaldes nikotin, og er vanedannende. Der findes forskellige typer tobak:

  • Cigaretter er tobaksblade rullet i tyndt papir og er den mest almindelige form for tobak.
  • Cigarer, små cigarer og cigarillos er lavet af tobak og pakket ind i brunt papir eller hele tobaksblade. Små cigarer og cigarillos tilsættes ofte smagsstoffer.
  • Hookah (også kaldet shisha, vandpibe) er tobak med smag, der ryges med en vandpibe.
  • Røgfri tobak er en type tobak, der hverken ryges eller brændes. Der findes forskellige typer røgfri tobak, herunder tyggetobak, snus og tobakspastiller.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger omfatter aktivering af områder af hjernen, der kan give følelsen af nydelse. Nikotin kan også få nogen til at føle sig energiske, stimulerede eller afslappede og medføre svimmelhed og kvalme. Det kan forårsage øget blodtryk samt hurtigere vejrtrækning og højere puls, hvilket giver en følelse af ekstra energi. Tobak kan også forårsage gule tænder og negle, og få både ånde, hår og tøj til at lugte af røg. Nikotin er et vanedannende kemisk stof, som kan føre til afhængighed. Langtidsvirkningerne omfatter lungesygdomme, flere typer af kræft, hjertesygdomme og slagtilfælde samt øget risiko for diabetes. Nikotin øger også risikoen for kronisk bronkitis, grå stær og lungebetændelse.

Cigaretrygning er ofte også lig med passiv rygning, som er den røg, der indåndes, når man er sammen med en, der ryger. Passiv rygning kan være sundhedsskadelig for både ikke-rygere og kæledyr.

Hvad er vapes og e-cigaretter? Vapes og e-cigaretter har mange navne, herunder e-cigs, vape-pind, dampcigaretter, elektroniske nikotinleveringssystemer (ENDS). E-cigaretbrugere inhalerer en aerosol, der dannes ved at opvarme en væske (kaldet ‘e-juice’). Der findes hundredvis af e-cigaretprodukter og tusindvis af forskellige former for e-juice. E-juicen i e-cigaretter kan indeholde forskellige kemiske stoffer, herunder det vanedannende stof nikotin, som kommer fra tobaksplanter. “Tobacco free nicotine” er syntetisk fremstillet og er lige så vanedannende som nikotin fra tobaksplanter.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af brugen af e-cigaretter omfatter aktivering af områder af hjernen, der kan give følelsen af nydelse og kan også få nogle til at føle sig energiske, stimulerede eller afslappede samt medføre svimmelhed og kvalme. Eksponering for de kemiske stoffer, der opstår ved opvarmning af spolerne i apparatet, kan forårsage øget blodtryk samt hurtigere vejrtrækning og øget puls. Nikotin er et vanedannende stof, så brug af e-cigaretter, der indeholder nikotin, kan føre til afhængighed. De langsigtede virkninger af at bruge e-cigaretter eller passivt blive udsat for dampene er stadig ukendte. Nikotin har dog negative virkninger på hjernens udvikling hos børn og unge, og nye data tyder på, at der er en sammenhæng med kroniske lungesygdomme og astma.

Hvad er marihuana? Marihuana fremstilles af de tørrede dele af cannabisplanter og har mange forskellige navne. Marihuana ryges typisk som en joint, i en skål eller bong eller indtages ved at spise eller drikke det. Marihuana er lovligt i nogle lande rundt om i verden (og flere amerikanske stater) enten rekreativt (hvor alle over en vis alder kan bruge det) eller medicinsk (hvor alle over en vis alder kan bruge det, hvis en læge har udstedt en recept). I visse lande kan lægemidler, der indeholder cannabinoider (stofferne, der findes i cannabisplanten) ordineres til personer med sjældne former for epilepsi, personer i kemoterapi, personer med mistet appetit i forbindelse med HIV/AIDS eller til personer med kroniske smerter.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af at bruge marihuana kan omfatte ændrede sanseoplevelser, afslappethed, døsighed, humørsvingninger, smertelindring, øget appetit samt vanskeligheder med at tænke klart eller løse problemer. De langsigtede virkninger af brugen af marihuana er stadig ukendte og bliver løbende undersøgt nærmere.

Hvad er syntetiske cannabinoider? Syntetiske cannabinoider er menneskefremstillede kemiske stoffer, der er designet til at fungere som THC, den vigtigste psykoaktive ingrediens i marihuana. Syntetiske cannabinoider kaldes også syntetisk marihuana. Syntetiske cannabinoider er et tørret materiale, der ligner potpourri, og som ryges eller spises.

Hvad er risiciene? I modsætning til marihuana er det muligt at overdosere syntetiske cannabinoider. Syntetiske cannabinoider blandes nogle gange i hemmelighed med andre stoffer, hvilket øger risikoen for overdosis.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af syntetiske cannabinoider kan omfatte følelsen af afslappethed, glemsomhed, træthed eller sult. Nogle kan også opleve hallucinationer, paranoia eller panikanfald, hurtig puls, opkastning, nervøsitet, forvirring, angst eller forhøjet blodtryk. De langsigtede fysiske virkninger af syntetiske cannabinoider er ukendte.

Hvad er receptpligtige beroligende midler? Receptpligtige beroligende midler er piller, der nedsætter hjerneaktiviteten og forårsager døsighed. Receptpligtige beroligende midler forhandles under navnene benzoer, benzodiazepiner eller beroligende midler. Nogle kan tage receptpligtige beroligende midler for at modvirke angst eller søvnproblemer.

Hvordan føles det? Receptpligtige beroligende midler kan få nogle til at føle sig døsige, afslappede, rolige, mindre koordinerede, forvirrede og desorienterede. Abstinenssymptomer kan omfatte nervøsitet, angst, søvnløshed, overaktive reflekser, rysten, øget puls og blodtryk, hallucinationer, trang og i nogle tilfælde krampeanfald.

Hvad er risiciene? Det er muligt at få en overdosis af receptpligtige beroligende midler. Risikoen for overdosis øges, hvis receptpligtige beroligende midler tages i kombination med opioider eller alkohol, fordi opioider, alkohol og receptpligtige beroligende midler alle medfører en langsommere vejrtrækning. Et lægemiddel kaldet Flumazenil kan bruges til at behandle overdosis af receptpligtige beroligende midler, men kun ambulancereddere og akutteams har adgang til denne medicin.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af receptpligtige beroligende midler kan omfatte sløret tale, dårligere koncentration, tørhed i munden, langsom vejrtrækning og hukommelsesproblemer. De langsigtede virkninger af at tage receptpligtige beroligende midler er ukendte.

Hvad er kokain? Kokain er et stof, der fremstilles ved at forarbejde bladene fra kokaplanten, som stammer fra Sydamerika. Kokain findes som hvidt pulver eller krystaller, der sniffes, ryges eller injiceres. Kokain og crack-kokain er kemisk næsten identiske. Den største forskel er, hvordan stoffet indtages: pulverkokain sniffes, injiceres eller sluges, mens crack-kokain ryges.

Hvad er risiciene? Det er muligt at få en overdosis af kokain. Risikoen for overdosis øges, hvis kokain blandes med andre stoffer eller alkohol. Kokain bliver også nogle gange hemmeligt fortyndet eller blandet med andre stoffer, hvilket øger risikoen for overdosis.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af at bruge kokain kan omfatte følelsen af at være mere vågen, ængstelig, ophidset, glad, panisk, paranoid eller ophidset samt give øget kropstemperatur og puls. Personer, der bruger kokain, kan også udvise voldelig eller utilregnelig adfærd og blive ramt af psykose, hjerteanfald, slagtilfælde, krampeanfald eller koma. De langsigtede virkninger af kokainbrug kan omfatte ændringer i hjernen, tab af lugtesansen, infektioner, vægttab samt skader på hjerte og lunger.

Hvad er metamfetamin? Metamfetamin (meth) er en type stimulans, der fås i en hvid pulver- eller pilleform, mens “crystal meth” ligner stykker af glas eller skinnende sten.

Hvad er risiciene? Det er muligt at overdosere meth. I de senere år har der været flere og flere overdoser med meth. Risikoen for overdosis øges, hvis meth blandes med andre stoffer eller alkohol. Meth bliver nogle gange hemmeligt fortyndet eller blandet med andre lægemidler, hvilket øger risikoen for overdosis.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af meth kan omfatte øget vågenhed, færre hæmninger, opstemthed, søvnløshed, nedsat appetit, øget puls, øget blodtryk, svimmelhed og kvalme. For nogle mennesker kan metamfetamin føre til afhængighed, især hvis det injiceres eller ryges. De langsigtede virkninger af metamfetamin kan omfatte voldelig adfærd, angst, vrangforestillinger, hallucinationer, søvnløshed, ekstremt vægttab, alvorlige problemer med tænderne, forvirring og intens kløe.

Hvad er receptpligtige stimulanser? Receptpligtige stimulanser er medicin, der bruges til at behandle opmærksomhedsforstyrrelses- og hyperaktivitetslidelse (ADHD), narkolepsi (pludselig og ukontrollerbar søvn) og astma.

Hvad er risiciene? Det er muligt at overdosere receptpligtige stimulanser. Risikoen øges, hvis de indtages sammen med alkohol.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af receptpligtige stimulanser kan omfatte højere blodtryk og puls, forsnævrede blodkar, øget blodsukker og mere åbne luftveje (hvilket hjælper mennesker med astma). Det kan få folk til at føle sig vågne, ophidsede, opmærksomme, energiske eller aggressive. Ved høje doser kan receptpligtige stimulanser føre til en farligt høj kropstemperatur og uregelmæssig hjerterytme, hjerteanfald og krampeanfald. De langsigtede virkninger omfatter paranoia, psykose, vrede og hjerteproblemer.

Hvad er MDMA? MDMA kaldes også molly eller ecstasy. Det fås i pulverform eller som piller, der fremstilles i forskellige former og farver.

Hvad er risiciene? Det er sjældent, at nogen dør af en overdosis af ren MDMA. Men risikoen for overdosering øges, når MDMA blandes med andre stoffer.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af MDMA kan omfatte reducerede hæmninger, stærkere sanseopfattelser, øget hjertefrekvens og blodtryk, kvalme, besvimelse, svedeture eller kulderystelser og en kraftig stigning i kropstemperaturen. De langsigtede effekter er ukendte, men kan påvirke både indlæring og hukommelse.

Hvad er psykedelika? Psykedelika kaldes ofte hallucinogener. Der er mange typer af psykedelika, hvilket omfatter menneskefremstillede lægemidler som LSD og PCP eller psilocybin, som findes i visse typer svampe, eller DMT (ayahuasca) og peyote (meskalin), som findes i visse planter eller fremstilles i et laboratorium. I nogle dele af verden bruges psykedelika terapeutisk til psykiske lidelser som fx PTSD. Derudover bruges psykedelika, som ayahuasca og meskalin, i nogle kulturer som et led i religiøse ritualer.

Hvad er risiciene? Det er usandsynligt, at man kan få overdosis af rene psykedelika, men risikoen for overdosis øges, når det blandes med andre stoffer.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger kan omfatte følelsesmæssige udsving, usædvanlige fornemmelser eller syner samt følelser af eufori, energi, angst eller forvrængning af en persons evne til at tænke logisk, kommunikere med andre eller genkende virkeligheden, øget blodtryk og puls, svimmelhed og reduceret appetit. Langtidsvirkninger ved brug af psykedelika er sjældne, men kan omfatte paranoia, humørsvingninger eller skræmmende visuelle hallucinationer.

Hvad er ketamin? Ketamin er et menneskefremstillet lægemiddel, der bruges af læger og dyrlæger som bedøvelsesmiddel eller mod smerter.

Hvad er risiciene? Det er muligt at få en overdosis, hvis man bruger ketamin. Risikoen for overdosis øges, når det bruges sammen med andre stoffer eller alkohol.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af ketamin kan omfatte problemer med opmærksomheden, indlæring og hukommelse, og det kan få en person til at føle sig glad, åndsfraværende, angst eller forvirret, forårsage hallucinationer, bedøvelse eller bevidstløshed/manglende reaktionsevne, forvirring, højere blodtryk og faretruende langsom vejrtrækning. De langsigtede virkninger af ketamin kan omfatte depression, hukommelsesproblemer, mavesår, mave- eller blæresmerter og nyreproblemer.

Hvad er inhalationsmidler? Inhalationsmidler er typer af stoffer, som folk indtager ved at inhalere eller sniffe dem. Inhalationsmidler omfatter eksempelvis spraymaling, tuscher, lim og rengøringsvæsker. Dinitrogenoxid (eller lattergas, whippets, whip-its) er en anden type inhalationsmiddel. For mange inhalationsmidler aftager rusvirkningerne efter få minutter.

Hvad er risiciene? Det er muligt at overdosere inhalationsmidler. Inhalationsmidler kan indeholde meget koncentrerede kemikalier, og derfor kan man dø af en enkelt inhalation, hvilket bliver betegnet som “pludselig sniffedød.”

Hvad er de kortsigtede og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger af inhalationsmidler kan omfatte forvirring, kvalme og svimmelhed, sløret tale, eufori, berusethed, lykkefølelse, manglende koordination, døsighed, svimmelhed, hallucinationer eller vrangforestillinger, hovedpine, hjertesvigt, krampeanfald, koma eller død som følge af kvælning. De langsigtede virkninger af inhalationsmidler kan omfatte lever-, nyre- og knoglemarvsskader, nerveskader og hjerneskade, hvilket kan forårsage problemer med tænkning, bevægelse, syn og hørelse.

Hvad er håndkøbsmedicin? Håndkøbsmedicin kan hjælpe med at reducere feber, smerter, diarré eller allergier. Noget håndkøbsmedicin kan have psykoaktive virkninger, hvis det misbruges – som f.eks. allergimedicin med diphenhydramin, hostemedicin med dextromethorphan/DXM (navnet på lægemidlet har ofte “DM” i navnet) eller diarrémedicin med Loperamid.

Hvad er risiciene? Det er muligt at overdosere alle disse lægemidler. Naloxon kan bruges til at hjælpe en person, der overdoserer hostemedicin med DXM.

Hvad er de kort- og langsigtede virkninger? De kortsigtede virkninger ved at bruge disse lægemidler kan omfatte hallucinationer, eufori, øget energi, rastløshed, sløret tale, øget hjerterytme og blodtryk, hjerteproblemer, krampeanfald, svimmelhed, kvalme eller opkastning. De langsigtede virkninger ved at bruge disse typer af medicin er ukendte.

Del dine oplevelser på TikTok

TikTok kan være en fantastisk platform til at inspirere og uddanne fællesskabet ved at dele ens historie om, hvordan stofbrug har påvirket en. Din historie kan være en hjælp eller støtte for andre. TikTok drives frem af vores fællesskabs medlemmer. Vi er alle med til at skabe et trygt og positivt sted.

Men det er en vigtig personlig beslutning, om du vil dele din historie med andre. Hvis du beslutter dig for at dele din historie, skal du være opmærksom på det indhold, du deler, for andre kan måske finde det foruroligende eller stødende. Folk kan også stille spørgsmål eller dele deres egne erfaringer efter at have hørt din historie. Vi har også udviklet en mere generel trivselsvejledning, hvis du gerne vil læse mere om at dele historier, du måtte have om mental sundhed.

Før du deler dine erfaringer vedrørende stofbrug på TikTok, så spørg først dig selv:

  • Hvem ønsker du at dele din historie med? Vil du kun dele den med nære venner og familie eller med et bredere publikum?
  • Hvad er dine grunde til at dele den? Er det for at støtte dig selv eller andre?
  • Vil det være nyttigt for dig selv eller andre, at du deler din historie? Kan det være skadeligt?
  • Hvis din historie handler om en anden persons stofbrug, hvordan ville de så have det, hvis de så dit indlæg? Har de givet tilladelse til, at du kan dele en historie om dem?
  • Hvordan vil du reagere på svar? Som svar på dit indlæg kan andre dele vanskelige historier med dig eller dele meninger, der kan være svære at acceptere.

Efter du har stillet dig selv disse spørgsmål og besluttet, at du vil dele din historie, er her nogle forslag til dit indlæg:

  • Hvis dit indlæg handler om at være i bedring, kan du bruge hashtags rettet mod bedring til at deltage i de TikTok-samtaler, der allerede finder sted (f.eks. #recoverytok, #addictionawareness, #stopsmoking, #fentanylawareness).
  • I din historie må du ikke afsløre eller sprede rygter om andres oplevelser med stofbrug, behandling eller bedring. Referer ikke til andre, medmindre de har givet dig tilladelse til at dele.
  • Du bør opfordre folk til at søge støtte og overveje at inkludere en lokal hjælpelinje i din video og billedtekst.
  • Folk kan have forskellige oplevelser, så undgå at sammenligne dine oplevelser med andres. Hvis folk svarer på din historie, så vær hensynsfuld og vis empati.

Hvordan kan jeg engagere mig i RecoveryTok-fællesskabet?

Vores fællesskab benytter blandt andet hashtags som #recoverytok, #sobertok, #addictionawareness, #sobercurious samt #sobernative, #blackandsober, #soberlatina, #sobergay, #soberlesbian og #transandsober, hvor du kan deltage i samtaler, læring og fælles opmuntring.

Hvis du leder efter et støttende fællesskab, hvor du kan snakke med andre om dine egne erfaringer med at være i bedring, komme i kontakt med andre medlemmer af fællesskabet, der har lignende oplevelser eller bare stille og roligt se nogle TikToks, kan disse hashtags være et godt udgangspunkt.

Selvom vi vælger ikke at bruge visse ord som “ædru” (da nogle mennesker kan finde dem stigmatiserende), støtter vi hos TikTok, at man identificerer sig, sådan som man foretrækker. Vi opfordrer folk til at komme med i fællesskabet gennem deres selvbestemte identiteter.

Føler du dig presset til at prøve stoffer, alkohol eller tobak?

Venner, klassekammerater, kolleger osv. er en vigtig del af vores liv. Men nogle gange kan de opmuntre eller overtale dig til at gøre ting, du ikke er tryg ved, når det handler om at prøve stoffer eller bruge dem på risikable måder. Det kan ske personligt eller online, og det kan være rigtig svært at modstå. Her er nogle gode råd, som kan hjælpe dig:

  • Husk, at du ikke er alene. Det kan føles som om alle andre gør det, men de fleste mennesker bruger ikke stoffer.
  • Forbered dig. Gør dig klart, hvordan du vil reagere, hvis nogen tilbyder dig stoffer, tobak eller alkohol.
  • Find en du stoler på, som du kan betro dig til – det kan være en forælder, søskende eller en ven. En du stoler på, kan lytte til dig og hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal håndtere forskellige situationer.
  • Prøv at sige ‘nej’ bestemt og klart, men uden at gøre det store nummer af det. Hvis nogle prøver at få dig til at ændre mening, skal du stå fast.
  • Vær opmærksom på, hvordan du har det. Hvis noget ikke føles rigtigt ved en situation, er der sandsynligvis noget galt – også selvom dine venner synes, at det er OK.
  • Hvis du har svært ved at være dig selv, når du er sammen med bestemte mennesker, så træd et skridt tilbage. Måske er det tid til at finde en ny gruppe at hænge ud sammen med.

Hvis du har spørgsmål om forskellige typer stoffer, så tjek de andre sektioner på denne side eller besøg Talk to Frank for mere information.

Hjælp og kriselinjer

Vil du snakke med nogen? Der er støtte at finde til dem, der søger hjælp. Hvis du er interesseret i hjælp til dig selv, eller en du holder af, er her et par nyttige søgeværktøjer til behandling, støtte og bedring nær dig:

Sådan anmelder du TikTok-indhold

Det at være en del af TikTok-fællesskabet betyder, at du medvirker til, at andre medlemmer af fællesskabet føler sig trygge og får støtte. Vi opfordrer dig til at underrette os, hvis du er bekymret over en anden person på platformen eller siger til, hvis du ser noget, som du ikke synes burde være på TikTok.

For at skabe et sikkert og positivt fællesskab giver vi medlemmerne mulighed for at anmelde indhold, der overtræder vores Retningslinjer for Fællesskabet. Alle anmeldelser er anonyme, hvilket betyder, at den oprindelige uploader ikke vil blive underrettet om din identitet, hvis du beslutter dig for at anmelde indhold!

Sådan anmelder du anonymt en video:

Hvis du ser en video på TikTok, som du mener overtræder vores Retningslinjer for Rællesskabet, bedes du anmelde det til os.

Sådan anmelder du en video i din TikTok-app:

  1. Gå til den video, du vil anmelde.
  2. Tryk og hold på videoen.
  3. Vælg Anmeld, tryk på ‘Ulovlige aktiviteter og regulerede varer‘ og indsend derefter anmeldelsen under ‘Ulovlige og kontrollerede stoffer‘.
  4. Du kan også bruge vores onlineformular til at anmelde indhold på TikTok

Hvad sker der, efter du har anmeldt indhold:

  • Vi bruger en kombination af mennesker og maskiner til moderering for at gennemgå vores indhold for overtrædelser af retningslinjerne for fællesskabet og træffe passende foranstaltninger.
  • Vi opdaterer dig om status for din anmeldelse i din indbakke.

For forældre og omsorgspersoner: Sådan taler du med et barn om brug af stoffer

Forældre og omsorgspersoner kan have en vigtig indflydelse på et barns liv, og de spiller en stor rolle i et barns oplevelser med stofbrug. Men det kan være svært at tale med et barn om dem. Her er nogle tips til samtaler med et barn om stofbrug.

  • Børn begynder nogle gange at eksperimentere med stoffer, fordi en ven tilbyder dem. Hvis de har venner på besøg, så sig hej og præsenter dig for dem.
  • Inspirer børn til at involvere sig i aktiviteter, som de kan lide og er interesserede i, og kontakt lærere, trænere eller instruktører for at spørge, hvordan de har det.
  • Giv dit barn støtte og opmuntring.
  • Undgå at virke belærende. Spørg dem om deres ærlige meninger, og bevar et åbent sind. Vis, at du forstår, hvor svært det kan være i deres alder, og at du er der for at støtte dem.
  • Tænk over, hvordan du vil reagere, hvis du bliver spurgt om dine egne erfaringer med stofbrug. Hvis du tidligere har brugt stoffer, kan det være nyttigt at dele det, du har lært af disse erfaringer.
  • Der findes masser af ressourcer, som kan hjælpe dig med at tale om stofbrug. Partnership to End Addiction har forslag til samtaler, som er skræddersyet til forskellige aldersgrupper og forslag til hvordan man kommer i kontakt med en teenager.
  • Fastlæg regler og konsekvenser – men tilbyd også en løsning. For eksempel kan du forklare, at det aldrig er i orden at sætte sig i en bil med en, der har drukket alkohol. Men hvis de nogensinde er i en situation, hvor de har brug for at blive kørt hjem, kan de ringe til dig og bede om hjælp uden, at der bliver stillet spørgsmål.
  • Vær opmærksom på dit barns aktiviteter og opholdssteder.
  • Hvis du har receptpligtig medicin eller håndkøbsmedicin derhjemme, bedes du holde øje med det.

Ansvarsfraskrivelse

Ressourcerne og vejledningerne i TikToks sikkerhedscenter udgør ikke psykologiske eller medicinske tjenester. Ressourcerne til støtte vedrørende stofbrug på TikTok er ikke en erstatning for medicinsk, psykologisk eller psykiatrisk diagnose, behandling eller rådgivning. Indhold produceret og distribueret af TikTok er kun til informationsbrug og undervisningsbrug. Du må ikke undlade eller tøve med at søge professionel rådgivning på grund af tilgængeligheden af tjenester eller undervisningsmateriale, der tilbydes af TikTok.

Hvis du er i krise, eller hvis du eller en anden person kan være i fare eller oplever en medicinsk nødsituation, skal du straks ringe til den lokale alarmcentral. Brugere bør huske, at ansvaret for andres sikkerhed ikke hviler på dig alene, men at andre også står klar til at hjælpe. Du behøver ikke deltage i disse samtaler, hvis du ikke føler dig klar til det.

Dette sikkerhedscenter blev udviklet med ekspertrådgivning fra The Public Good Projects. Særlig tak til Song for Charlie, We Are With You, Talk to Frank, Truth Initiative for deres hjælp til at udforme denne ressource.