TikTok LogoTikTok Logo
Principper for fællesskabet

Principper for fællesskabet

Udgivet 17. april 2024

Gældende fra 17. maj 2024

TikTok har otte styrende principper for fællesskabet, der er baseret på sikkerhed og vores forpligtelser til at respektere menneskerettighederne. Vores principper former vores daglige arbejde og styrer vores tilgang til de vanskelige beslutninger i håndhævelsen. De er fokuseret på disse temaer:

  • At afbalancere forebyggelse af skader og muligheden for at udtrykke sig selv
  • At tage vare på den menneskelige værdighed
  • At sikre, at vores handlinger er retfærdige

Vi erkender, at disse principper nogle gange vil være i konflikt med hinanden, og vi overvejer nøje, hvornår vi vægter et princip over et andet. Disse overvejelser er baseret på internationale retlige rammer og den bedste praksis i branchen, herunder FN's Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv, de internationale grundlæggende menneskerettigheder, konventionen om børns rettigheder og Santa Clara-principperne om åbenhed og ansvarlighed i forbindelse med redigering af indhold. Vi søger også input fra vores eksperter i fællesskab, sikkerhed og folkesundhed samt vores rådgivende udvalg.

  1. Vi forebygger skader: Vores primære fokus er at sørge for, at TikTok er et sikkert sted, der bringer glæde. Vi overvejer de mange måder, hvorpå indhold eller adfærd kan påvirke vores mangfoldige fællesskab. Det omfatter individuelle fysiske, psykologiske, finansielle og private skader samt samfundsmæssige skader. For at ramme den rigtige balance i forhold til ytringsfrihed begrænser vi kun indhold, når det er nødvendigt, og på en måde, der minimerer indvirkningen på ytringsfriheden.
  2. Vi skaber rum til ytringsfrihed: Den kreativitet, der slippes løs ved muligheden for at kunne udtrykke sig, er det, der driver vores levende fællesskab. Vi respekterer dette princip ved at give mulighed for frit at kunne dele på vores platform samtidig med at vi proaktivt fjerner adfærd, der kan hæmme andres mulighed for at udtrykke sig. Ytringsfriheden er dog ikke en absolut ret – der tages altid forbehold for potentielle skadevirkninger, og den omfatter ikke, at dit indhold anbefales i For You feed (FYF).
  3. Vi fremmer høflighed: Høflighed skaber respekt mellem mennesker og gør, at fællesskaber trives. Den måde, vi interagerer med hinanden på online, kan nogle gange true positive interaktioner med andre, og derfor er det meget vigtigt at opføre sig ordentligt på TikTok, hvis vi skal kunne opfylde vores mission. Det betyder en anerkendelse af alles iboende værdighed, og at vi opfører os på en måde, som stod vi ansigt til ansigt. For at give plads til ytringsfriheden tillader vi mere spillerum i forhold til samfundskritik af offentlige personer.
  4. Vi respekterer den lokale kontekst: TikTok samler over en milliard mennesker på tværs af mere end 150 lande på ét fælles digitalt sted. Vi samarbejder med regionale eksperter og lokalsamfund for at sikre, at vores globale tilgang tager højde for den måde, hvorpå skadevirkninger opleves på tværs af regioner, og at vi tillader en regional tilgang til vores retningslinjer, samtidig med at vi opretholder et udgangspunkt for internationalt anerkendte menneskerettigheder.
  5. Vi kæmper for inklusion: Vi ønsker, at mennesker fra hele verden skal føle sig velkommen på vores platform. Vi værdsætter og hylder forskellige kulturer, identiteter, udseender, synspunkter, interesser og erfaringer. Vi ved, at visse fællesskaber historisk set har haft færre muligheder i forhold til at kunne engagere sig, så vi støtter princippet om lighed og afhjælper skader, der rammer marginaliserede grupper uforholdsmæssigt meget.
  6. Beskyt individets privatliv: Vi er forpligtet til at beskytte og respektere privatlivet for vores fællesskab og for enkeltpersoner, der vises eller diskuteres i indhold på platformen. Vi arbejder på at sikre, at det indhold, der deles på platformen, ikke afslører nogens personlige oplysninger eller krænker deres privatlivsbeskyttelse i forhold til intimsfæren.
  7. Vi sørger for gennemsigtighed og sammenhæng: Vi ønsker, at alle skal vide, hvad vores regler og standarder er, og hvordan vi anvender dem. Vi ønsker at give tydelig meddelelse om vores politikker og praksisser, anvende dem ensartet og retfærdigt og dele vores håndhævelsesindsats i vores Transparency Center. Vi vil være tydelige hele vejen igennem retningslinjerne, når vi er nødt til at prioritere et andet princip frem for ensartethed, det kan f.eks. være i en lokal kontekst eller i forbindelse med inklusion.
  8. Vi er fair og retfærdige: Det er en kompleks opgave at moderere så store mængder indhold hver dag, og det er af afgørende betydning at udvikle en pålidelig proces til at gøre det. Vi er forpligtet til at være upartiske og evidensbaserede og frembringe fair resultater, give meddelelse om håndhævelsesforanstaltninger og give en mulighed for at anke.